Enkeltmandsvirksomhed eller selskab?

Sådan vælger du virksomhedsform

Har du taget springet?

Det er en stor beslutning at starte op som selvstændig, og der er mange ting at forholde sig til, når man skal i gang. En af de første ting du skal beslutte dig for, er virksomhedsformen.

Skal du starte en enkeltmandsvirksomhed? Eller kan det bedre betale sig for dig at stifte et selskab (IVS eller ApS)?

I denne artikel kan du læse om forskellige virksomhedsformer og blive bedre rustet til at springe ud i tilværelsen som virksomhedsejer.

Enkeltmandsvirksomhed

Den letteste virksomhed at starte er en enkeltmandsvirksomhed. Det kræver blot, at du udfylder få formularer på virk.dk, og så er du klar til at gå i gang.

Indskud og startkapital

Der er ingen krav til indskud, når du starter en enkeltmandsvirksomhed, og de omkostninger, der er forbundet med drift af en enkeltmandsvirksomhed kan holdes på et minimum. Derfor kræver det i udgangspunktet ingen startkapital at gå i gang med at drive en enkeltmandsvirksomhed, foruden den kapital du skal bruge til at dække dine egne udgifter til virksomheden.

Regnskab og økonomi

Du skal både bogføre, udarbejde regnskab og lave selvangivelse i din enkeltmandsvirksomhed. Men der er intet krav om offentliggørelse. Har du underskud i din virksomhed det første år, kan det under visse forudsætninger blive fradraget en anden indkomst, hvis du har en sådan. Der er dog flere krav, der skal være opfyldt og flere regler, der skal følges. Vi anbefaler derfor, at du tager en snak med en revisor, hvis du har underskud i din virksomhed, når regnskabsåret slutter.

Ulemper ved enkeltmandsvirksomhed

Du hæfter personligt for tab, erstatningskrav og generel fejlslagen drift af din enkeltmandsvirksomhed. Du sætter altså din personlige formue (eksempelvis opsparing, hus og bil) i spil.

Desuden kan det ofte være lidt kryptisk at holde styr på, om du betaler den korrekte skat. Denne udfordring kan dog lettes ved at få hjælp til dit regnskab og din selvangivelse.

Det kan være omkostningstungt at omdanne en enkeltmandsvirksomhed til et selskab på et senere tidspunkt, og det er derfor værd at overveje, om det er en fordel for dig at starte et selskab med det samme.

IVS eller ApS?

Indskud og startkapital

Et IVS- eller ApS-selskab kræver en lille smule mere anstrengelse at starte op, men det er stadig både nemt og, til dels, billigt. Etablering af et IVS-selskab kræver et minimalt indskud på 1 krone, mens et ApS-selskab kræver et indskud på 50.000 kroner.
Dit indskud er det eneste, du i udgangspunktet hæfter personligt for. Din private formue er dermed sikret, uanset hvordan det går med driften af din virksomhed.

Regnskab, skat og investering

Der er pligt til offentliggørelse af regnskaber, men ikke revisionspligt i små IVS- og ApS-selskaber, hvorfor revisor kan fravælges. Det anbefales dog, at du alligevel investerer i regnskabshjælp, medmindre du selv har de nødvendige kompetencer.

Med et selskab er du sikker på, at du privat betaler den korrekte skat, da du med en selskabsform bliver lønmodtager og dermed betaler a-skat.

Ejerforhold og struktur

Med IVS- og ApS-selskaber bliver det nemmere at være flere ejere. Der kan desuden være topskattekroner at spare, hvis du har mulighed for at udlodde udbytte til ejerne. Det kan du læse mere om i artiklen her.

Det er en god idé at overveje, om en holdingstruktur er fordelagtig for dig. En holdingstruktur vil sige, at du (og eventuelt øvrige ejere) ejer andele af IVS- eller ApS-selskabet igennem et holdingselskab. Dette kan give en række fordele, som du kan læse mere om ved at klikke her.

Kontakt os i dag!

Ønsker du et gratis opstartsmøde, eller har du spørgsmål til vores ydelser, så kontakt os i dag.

Ring på 46 32 56 32, eller udfyld nemt nedenstående formular.